Søen Strandavatn
(man kan støde på mange andre stavemåder, f.eks. Strandavann)
Søen er en vandkraftsø, det betyder bl.a. at vandstanden ikke er konstant. Forskellen mellem laveste og højeste vandstand er ca. 25 meter. Hen sidst på efteråret er vandstanden højest og gennem vinteren tappes vandet af søen.
Det betyder også, at isen synker vinteren igennem. Der kan derfor være sprækker og huller under isen. Hold øje med det, især ved kanterne kan der være huller, som måske er dækket af sne.
Vi bader i søen om sommeren. Det giver en frisk start på dagen at gå i det ofte 10 grader kolde vand. Det kan blive varmere i lange varme perioder og med gunstige vindforhold.
Der er god strand ved bådehuset lige nedenfor Syregården, der hvor båden fra Raggsteindalen også lægger til.
Ved østenden af søen er der lavere vand og derfor ofte højere vandtemperatur, så man ligefrem kan svømme sig en tur. God sandstrand, også til børn.
Fjeldet bag huset
Vi prøver at skabe en sti op gennem krattet, op over trægrænsen. Der er et stisystem, sommer og vinter, ind i højfjeldet nord for huset, et system med vandrehytter. Men der er også mulighed for blot at gå op og nyde den fantastiske udsigt man får over søen og fjeldet.